Vil du betegne dig selv som ekstrovert? Har du nemt ved at tage styringen eller være midtpunkt i en samtale? For nogen er dette en kæmpe udfordring, for andre er det en helt naturlig del af social interaktion. De fleste vil nok mene, at det at kunne tale højt og sikkert burde være en kæmpe fordel i en forhandlingssituation, men her har jeg gode nyheder til de mere stille typer: det betaler sig at holde munden lukket!
Tal kun 20 % af tiden! Selvom det kan være fristende at storme derudad med alle de argumenter, du har samlet sammen, så er et væsentligt aspekt af forhandlingsteknik at lade være. Selvfølgelig skal du fremstå selvsikker, men det kan faktisk sagtens lade sig gøre at være selvsikker og tavs. Den anbefalede snak/lyt fordeling er 20/80. Dvs. du snakker 20 procent af tiden og lytter 80.
Vi mennesker kan godt have en tendens til i akavede situationer at forsøge at udfylde ubehagelige tavsheder med snak. Pas på! For meget snak kan virke som et svaghedstegn. Desuden, jo mere du uddyber et argument, jo større er chancen for at modparten finder huller eller faldgruber i det. Så hold det kort og præcist. På den måde bliver dine argumenter skudsikre.